HPV-VACCINATION PIGER

Vaccination mod livmoderhalskræft (HPV-vaccination) har
været en del af det danske børnevaccinationsprogram siden 1. januar
2009. Tilbuddet gælder for piger og unge kvinder i alderen 12-17 år.
Senest redigeret den 8. maj 2019
HPV står for Human Papilloma Virus. Der
findes mere end 100 HPV-typer – heraf er cirka 15 kræftfremkaldende. Den
HPV-vaccine, som anvendes i børnevaccinationsprogrammet beskytter mod
syv typer HPV (16,18,31,33,45,52 og 58), som er ansvarlig for op mod 90 %
af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Risikoen for at få
livmoderhalskræft forventes således at falde med cirka 90 % efter
vaccination. Desuden beskytter vaccinen mod 2 typer af HPV (6 og 11) som
er ansvarlig for op mod 90% af kondylomer.HPV smitter ved sex, og brug
af kondom er ikke en effektiv beskyttelse mod smitte med HPV. Den
største effekt af HPV-vaccination opnås inden, at man bliver smittet,
hvilket vil sige før den seksuelle debut. Det er derfor, at
HPV-vaccination er målrettet de 12-årige.

HPV-vaccinen er alene til forebyggelse og har ikke effekt på aktive
HPV-infektioner eller eksisterende kræftsygdom. Også af den grund er det
bedst at blive vaccineret, før man begynder at have sex.

Vaccinen i det danske børnevaccinationsprogram har varieret: fra
januar 2009 til februar 2016 anvendtes den 4-valente Gardasil®, fra
februar 2016 til 1.11 2017 anvendtes Cervarix® og med skæringsdato 1.11
2017 anvendes Gardasil®9. Hvilken vaccine, der indgår afgøres via et
udbud.

Piger, der er under 15 år ved første vaccination, skal have to doser
Gardasil®9. Minimumsintervallet mellem de to doser er 5 måneder, og
vaccinationsserien skal være færdiggjort inden for 13 måneder. Såfremt
disse intervaller ikke overholdes, skal der gives i alt tre doser.
Minimumsintervallet mellem anden og tredje dosis er i så fald tre
måneder.

Piger der er 15 år og derover ved første vaccination skal have tre
doser måned 0, 2 og 6. Minimumsinterval mellem 1. og 2. vaccine er én
måned og mellem 2. og 3. vaccine tre måneder. Alle tre vacciner skal så
vidt muligt gives inden for ét år. Hvis der går længere tid end
anbefalet skal man have næste vaccine hurtigst muligt. Der begyndes
aldrig forfra.

Det anbefales at piger, som har et svækket immunforsvar på
vaccinationstidspunktet, får 3 doser, dvs. samme vaccinationsserie som
for piger, der er 15 år eller derover.
Unge kvinder, som er startet med Gardasil® eller Cervarix®,  kan færdigvaccineres med Gardasil®9

HPV-vaccination i andre lande:
Siden 2009 er næsten 700.000 danske kvinder blevet vaccineret mod
livmoderhalskræft. I mange lande er vaccinen – ligesom i Danmark – en
del af deres børnevaccinationsprogram, og på verdensplan er der givet
mere end 270 millioner doser.

Der er siden begyndelsen af 2017 blevet distribueret mere end 24
millioner doser Gardasil®9 på verdensplan. De 9 mio. doser er
distribueret i USA og de resterende 15 mio. doser i resten af verden.
Gardasil®9 blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder i
december 2014, og vaccinen blev godkendt af de europæiske
lægemiddelmyndigheder i oktober 2015.

Andre kræftformer der skyldes HPV:
HPV-infektioner er også ansvarlige for en række andre mere sjældne
kræftformer, fx kræft ved endetarmsåbningen (analkræft), peniskræft,
kræft i skeden (vagina) og kræft i de udvendige kvindelige kønsorganer
(vulvakræft). HPV-infektion er desuden årsag til visse typer kræft i
hoved-hals regionen, fx kræft i mandlerne.

Det skal understreges, at det fortsat anbefales, at man får lavet
underlivs undersøgelse med celleskrab hver 3. år, fra man fylder 23, for
at opnå tidlig diagnose af forstadier til livmoderhalskræft.

Kvinder der er fyldt 18 år skal som udgangspunkt selv betale for vaccinen. Medlemmer af Danmark vil dog kunne få tilskud.